Den vitale sag  

Overlevelsesinstinktet gør det uundgåeligt for ethvert folk, at de har deres
egne vitale sager for hvilke folket er parat til at forsvare med den yderste
indsats, nogle gange uden tøven eller diskussion. Disse sager er dem der er
relateret til enten at miste livet eller overleve, eller relateret til
fjernelsen af et folk fra eksistensen eller bevarelsen af dets overlevelse. De
foranstaltninger man tager overfor dem, er ligeledes meget ens for alle folk,
fordi de har potentiale til at være livstruende. Altså er foranstaltningen den
samme, ligesom sagerne er de samme. Dette er gældende for muslimerne, og
sandelig også for stater og folkeslag, som har eksisteret og eksisterer i dag,
eksempelvis USA, England, Frankrig, Kina, Brasilien, Rusland, Japan, og
lignende.

Men disse sager som er relateret til overlevelsesinstinktet udgør ikke alle
vitale sager, ligesom de vitale sager ikke kun er dem, der er relateret til
overlevelsesinstinktet; for der findes andre vitale sager, som er relateret til
religiøsitetsinstinktet og artsinstinktet. Men folk har reageret forskelligt
overfor disse sager, i forhold til forskelligheden i deres livssyn; altså
reagerede de forskelligt i foranstaltningerne, de tog overfor dem. Dette er
fordi hvad der gør disse sager vitale, er det specifikke livssyn; altså er de
forskellige og foranstaltningen er også forskellig.

Muslimerne er en Ummah, og de har uden tvivl en lang række af vitale sager.
Nationens vitale sager, om de er relateret til overlevelsesinstinktet,
religiøsitetsinstinktet eller artsinstinktet bør stemme overens med deres
livssyn. Deres livssyn afgøres udelukkende af Islam. Det er derfor Islam som
fastlægger de vitale sager, samt fastlægger foranstaltningen.

Islam har fremlagt de vitale sager for folket, og den har gjort
foranstaltningen med livet som indsats til en forpligtelse. Derfor har
muslimerne intet valg, i afgørelsen af deres vitale sager. De har ligeledes
intet valg i foranstaltningen med livet som indsats, som man skal tage overfor
dem; da Islam fastlagde de vitale sager så fastlagde den også foranstaltningen,
muslimer skal tage overfor dem. At Islam har mødt begivenheder, som truede den
og at muslimer har stået overfor hvad der truede deres eksistens, i deres
kapacitet som muslimer, var uundgåeligt. Det var uundgåeligt for Islam er kommet
som en barmhjertighed til menneskeheden i form af en omfattende levemåde, med
det eneste formål at organisere og regulere samfundets affærer, og verden i
helhed.

Allah (swt) sagde i Sin Noble Bog:

”Det var Ham, der sendte Sit Sendebud med Retledningen og Sandhedens Deen
(levemåde), for at lade den dominere over alle andre levemåder.” [At-Tawbah
9:33]

Derfor vil Islam og dens tilhængere udfordre, og blive udfordret af dem, der
forsøger at bevare deres egne ideologier, levemåder, og værdier, og/eller
forsøgte at udbrede dem til muslimerne. Lige siden Islams opståen, har kampen
været på sit højeste imellem Islam og Kufr. Denne kamp har handlet om Kufrs
skæbne og Islams skæbne. Den materielle kamp, som blev føjet til den
intellektuelle kamp, lige siden oprettelsen af den islamiske stat i Medinah,
havde til formål at forsvare de vitale sager. Altså var eksistensen af vitale
sager for muslimerne noget uundgåeligt og aksiomatisk (indlysende), og deres
påtagelse af foranstaltningen med livet som indsats overfor dem, var også noget
uundgåeligt og aksiomatisk.

Muslimerne plejede at opfatte de vitale sager, og påtog sig hvad Islam
forpligtede og gav dem tilladelse til, for at afværge faren. Dette var fordi det
Islam havde forklaret om de vitale sager, blev betragtet som fakta af
muslimerne, og de greb fast om det med et fast greb, og det farlige ved at
forsømme dem var tydelig.

Altså var det utænkeligt for dem at stå i en situation, som truede deres
eksistens, uden at de påtog sig hvad Islam havde forpligtet dem til, hvilket er
foranstaltningen med livet som indsats. Hverken den islamiske Ummah, eller den
islamiske stat i fortiden, fejlede i sin opfattelse af og bevidsthed om de
vitale sager, og fejlede heller ikke i sin opfattelse af og bevidsthed om
foranstaltningerne. Altså forsømte de dem ikke.

Men da opfattelsen af Islam dalede til et afvigende niveau, og da fromheden i
sjælene blev svækket til den grad, at man forholdt sig tavs overfor den åbenbare
Kufr, så mistede disse vitale sager deres betragtning som noget der var vitalt,
og foranstaltningen med livet som indsats blev ikke påtaget overfor dem. Truslen
imod deres eksistens lå på lur og muslimerne fejlede derfor i at reagere på en
passende måde for at afværge denne trussel. Derfor blev Khilafah nedlagt, Islams
system blev afskaffet, og hele den islamiske Ummah var truet med udslettelse.

Altså er det afgørende, at man opfatter de vitale sager udfra det islamiske
synspunkt, som Islam fastlagde i den Noble Bog (Qur’anen) og Sendebudets Sunnah.
Det er også afgørende, at man opfatter de obligatoriske foranstaltninger, som
man skal påtage sig overfor dem, som det blev fremlagt af den Beærede Qur’an, og
af Allahs Sendebuds (saw) Ahadith.

Først dér vil bevidstheden om de vitale sager, og de forpligtede
foranstaltninger overfor dem, blive frembragt og det vil derefter blive
utænkeligt at forsømme dem.